Uncle Otis - en del af familien siden 2017


Tilbage til RELATIONER

Uncle Otis, Toronto

Butikken Uncle Otis åbnede i Toronto i 1991 og har siden haft en central plads i byens herremode. Med et oprindeligt udgangspunkt i international streetwear er butikken blevet kendt for sit vedvarende fokus på tidløse, nutidige varer - og for at skabe en gennemtænkt ramme om personlig stil.

Nye fortolkninger

Siden 2000 har Donnell Enns ejet og ledet butikken, som han sammen med nøglemedarbejderne Vince og Judah fortsat udvikler. S. N. S. HERNING begyndte at samarbejde med dem i efteråret 2017, og fra starten har Uncle Otis været åben over for nye fortolkninger af vores strik, og er ofte blandt de første til at introducere idéer, der afprøver og udvider mulighederne.

Kuratering a la Toronto

I januar besøgte Donnell, Vince og Judah vores showroom i Paris for at lave deres kuraterede selektion af den aktuelle vinterkollektion. Det er der nu kommet en lille billedserie ud af - skudt langs bredden af Lake Ontario, med byens skyline i horisonten.

Sæsonens favoritter

I denne sæson fremhæver Uncle Otis vores strikkede jakke - RADIAL jacket, den nye sømandstrøje - FISHERMAN-III, den nye tunge ROBUST cardigan - og selvfølgelig klassikeren STARK cardigan i en ny dyb grøn. Serien er fotograferet langs vandet, stedet hvor trøjerne konceptuelt hører hjemme

Kærlighed til produktet

Uncle Otis og team tilfører personlig stil og en dyb kærlighed til produktet i alt, hvad de gør. Deres passion og dedikerede arbejde får trøjerne til at løfte sig, og blive smukkere.

Det er denne tilgang, som gør at Uncle Otis næsten føles som familie.

Billeder: Uncle Otis